CfLs Toplederstafet

”Kriseledelse handler om meget mere end økonomi og markeder – det handler også om omdømme”

For Bravida Danmarks direktør Johnny Hey blev coronakrisen en øjenåbner på flere måder. Pludselig skulle han tage beslutninger, som kunne få store konsekvenser. Ikke bare økonomisk, men også mht. omdømme blandt medarbejdere, kunder og offentligheden.

 

Af Nikolai Steensgaard, journalist, 8. juni 2020

 

Nedlukningen af Danmark i midten af marts betød, at Johnny Hey så en ny hverdag i øjnene. Som adm. direktør for Bravida Danmark, der er en landsdækkende teknisk installatørkoncern med 2.000 ansatte, skulle han pludselig tænke nye, alvorlige vinkler ind sin beslutningsproces.

Man kunne frygte, at en virksomhed som Bravida ville være svært påvirket af en krise som corona. Konsekvenserne ser dog pt. ud til være begrænsede. Spørger man Johnny Hey, så skyldes det i høj grad hjælpsomme medarbejdere, fleksible kunder og et forstående hovedkvarter i Sverige, som skippede udbyttebetalingen og satte bonusprogrammer på standby.

Når man beder Bravida-direktøren reflektere over de største ledelsesmæssige udfordringer, han har haft siden krisen begyndte at rulle, så peger han på flere ting. Nogle handler selvsagt om økonomi, markedets reaktion på krisen og den utryghed, som medarbejdere oplevede. Andre handler om opinion og risikoen for konsekvenser.

Hvad har du på det personlige plan lært af krisen? Hvad har du været mest i tvivl om?

”Som leder træffer man beslutninger, som folk har en holdning til. Man giver reelt sin mening til kende om, hvad der er rigtigt og forkert. Må fem personer arbejde sammen? Hvor tæt må to personer stå? Det er svære afgørelser. Man skal ikke bare tage hensyn til menneskers personlige holdning – man skal også være bevidst om, at der er en samfundsopinion,” siger han og tilføjer:

”Der er risiko for bad-will. Både indad- og udadtil. Jeg vil nødigt have, at det ser ud til, at jeg prioriterer virksomhedens økonomi højere end medarbejderes sikkerhed og oplevelse af tryghed. Men jeg skal samtidig drive virksomheden økonomisk ansvarligt. Det er en svær balancegang, men det er reelt nok: Kriseledelse handler om meget mere end økonomi og markeder – det handler også om omdømme.”

For Bravidas vedkommende er coronakrisens største konsekvenser fortid. I hvert fald som det ser ud nu. Koncernen kører med Johnny Heys ord på 95 procent. Nu ser han frem mod at styre virksomheden ind i mere normale tider. Som leder har han dog taget nogle ting med sig, som han også vi fokusere på fremadrettet.

Artiklen fortsætter under boksen

Fakta om Bravida

Bravida er Nordens førende leverandør af service- og installationsydelser med godt 11.700 medarbejdere, heraf omkring 2.000 i Danmark. Bravida leverer løsninger indenfor el, VVS, ventilation, Fire & Security, sprinkler, køl, kraft, baneteknik, energioptimering, teknisk ejendomsdrift og fjernvarme.

Virksomheden tilbyder alt fra design og projektering til installation, drift og vedligehold. Bravida har afdelinger på omkring 180 lokationer i Sverige, Norge, Danmark og Finland. Johnny Hey (th.), er adm. direktør i Bravida Danmark.

 

Hvordan vil du karakterisere god ledelse i de kommende faser af genåbningen?

”Man skal huske fortsat at være ydmyg. Nogle dele af samfundet er kørt videre under krisen. Det gælder f.eks. mange dele af byggeriet. Men andre dele har været lukket ned og haft det hårdt. God ledelse er at være opmærksom på de forskellige vinkler – og at være opmærksom på emotionelle reaktioner,” siger han og tilføjer:

”Jeg tror, man skal være meget åben om sine beslutninger. Man skal kommunikere og ikke pakke noget ind. Man skal være parat til at lytte og reagere. Hvis tiltag bliver taget dårligt i mod, så skal man være parat til at reagere og måske lave det om igen. Vi er alt andet lige stadig i en situation, vi ikke har prøvet før.”

Han glæder sig til at arbejde videre med nogle af de nye tiltag, som krisen har sparket gang i. Deriblandt de digitale. Og det er netop det emne, som Johnny Hey bliver bedt om at gå ind på i det topleder-stafet-spørgsmål, han har fået af Linda Garlov, der er adm. direktør for A-kassen AJKS:

Mange har oplevet, hvor hurtigt den digitale transformation er slået igennem i krisetiden. Men hvordan har den påvirket en virksomhed som din?

”Som mange andre har vi hurtigt skullet vænne os til digital mødeaktivitet og ledelse på distancen. Det har været en omvæltning at lede og koordinere hverdagen på den vis. Vi har selvfølgelig været påvirket af, at nogle huse, hvor vi arbejdede, var lukket helt ned. Det kan digitaliseringen ikke ændre på. Heldigvis har vi kunnet fremskynde projekter, afspadsere og nogle har endda holdt ferie i dele af perioden. Det har hjulpet,” siger han.

Den digitale læring er noget, som Johnny Hey i høj grad forventer at tage med ind i post-coronatiden.

”Der er mange ting, vi gerne vil gå videre med. Vi har arbejdet med digitalisering i nogle år, men branchen er ikke altid med. I dag synes jeg, vi har en mere legitim årsag til at sige, at det f.eks. er nødvendigt med automatisk booking og fakturering. Det glæder jeg mig til at tage fat på. Det giver også muligheder for gevinster mht. effektivitet, økonomi og kvalitet for kunderne,” siger Johnny Hey. 

Ledelse skaber vi sammen

CfL er et ledelseshus, der er ejet af medlemmerne. Det giver en unik mulighed for at dele erfaringer og best practice – også om corona. Hvis din organisation gemmer på en god historie, så kontakt CfL ved at skrive til pba@cfl.dk. Vi modtager gerne tekster, billeder eller videoer. Her kan du læse om alle fordelene ved at være medlem af CfL-Community  

Stafetspørgsmål til Per Bennetsen, regionsdirektør i Region Sjælland

Johnny Hey sender følgende spørgsmål videre til Per Bennetsen, regionsdirektør i Region Sjælland

Det offentlige er underlagt store forventninger til ansvarlig og korrekt adfærd, men kommer fremover vel også til at give mere råderum til de ansatte og lede mere på distancen. Hvilke udfordringer skaber det i forhold til den ledelsesform, man har i det offentlige i dag og i fremtiden?

Læs alle artikler i serien

"Vi deler alle den samme usikkerhed"

Ane Arnth Jensen, viceadm. direktør i Finans Danmark, sætter CfLs toplederstafet i gang med et interview, hvor hun anerkender usikkerheden, men først er fremmest er ekstremt imponeret over medarbejdernes hurtige omstilling.

Få nyheder, tilbud og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke

Hver måned trækker vi desuden lod om et kursus, blandt alle nye tilmeldinger til nyhedsbrevet. Læs konkurrencens vilkår og betingelser.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen. Se vores privatlivspolitik.

Har du spørgsmål?

Pia Fuglsang

 

Pia Fuglsang Bach
Communitychef

T: +45 5154 4149
M: pba@cfl.dk

Se hvordan vi beskytter dine data, i vores privatlivspolitik