Vel tilbage efter ferien forsætter debatten af en fire-dages arbejdsuge. Men noget undrer mig, nemlig at vi ikke diskuterer, hvordan vi skal opretholde vores værdiskabelse.
Af Anja Neiiendam, direktør i CfL, august 2022
Så er vi tilbage efter sommerferien, og selv om virketrang trækker i den positive retning er tanken nærliggende: Hvem der bare kunne blive i hængekøjen!
Forholdet mellem arbejdsliv og egen tid optager os mere end nogen sinde. Både i hverdagen i form af work- life balance, men også mere overordnet i form af livsstil og betingelser for familieliv og andre interesser.
Det er oplagt, at debatten om en kortere arbejdsuge presser sig på, og senest er den fire-dages arbejdsuge rykket ind i Gentofte Kommune. Tilmed med stor succes, som Berlingske kunne berette i den forgangne uge.
Men noget undrer mig ved debatten: Alt det, vi ikke diskuterer.
Lad mig her slå ned på ét forhold: Konsekvenser af en fire-dages arbejdsuge eller forudsætninger for at kunne opretholde vores velstand med færre arbejdstimer.
Er vi klar til lønnedgang?
Altså, allerede i dag er der sjældent noget til hinder for, at man kan få en fire-dages arbejdsuge. Man kan jo bare aftale med sin arbejdsplads at gå ned i tid. Deltidsansættelse findes i de fleste organisationer og fag. Det medfører en lavere løn i sagens natur.
Arbejdsgiveren kan være lidt modstræbende, fordi omkostninger ved et ansættelsesforhold jo ikke reduceres tilsvarende. Ledelsesindsats og administrationen af ansættelsesforholdet bliver heller ikke mindre, og deltid kræver ofte fleksibilitet af planlægning. Men det plejer at løse sig med individuelle aftaler for de fleste.
Så når denne løsning trods alt ikke er mere efterspurgt og udbredt, må det skyldes antagelsen om, at fire-dages arbejdsuge ikke betyder 20 pct. i lønreduktion. Jeg ved, at der eksperimenteres med forskellige modeller for en fire-dagens arbejdsuge, men forudsætningen for de fleste er, at værdiskabelsen ikke lider.
Læs også: Den der siger dig imod, kan være din bedste medarbejder
Er vi klar til øget effektivitet?
Betyder det, at der hidtil har været mulighed for en 20 pct. effektivisering af arbejdsindsats? Så har mange ledere forsømt deres indsats i årevis.
Hvis ikke dette er tilfældet, så forudsætter reduceret arbejdstid uden lønreduktion en fremadrettet ledelsesmæssig indsats for at øge produktiviteten. Teknologi har hjulpet os langt, men tid er forsat den afgørende faktor. Organisationer, der har gennemført reduceret arbejdstid, har ofte faste rammer for fremmøde og politikker og strukturer for, hvordan tiden som en knap ressource skal anvendes. Det gælder f.eks. hvornår man må holde møder, hvornår man skal sidde på sin pind og ikke må forstyrres.
Er vi indstillede på øget fokus på dokumentation af arbejdstid? Her kan vores selvledelse komme under pres. Friheden til at forvalte sin arbejdsdag. De små pauser i hverdagen med uformelle samtaler. Alt det, der også betyder så meget for vores arbejdsglæde. Og hvordan harmonerer øget effektivitet med, at stress også har fyldt debatten i flere årtier?
De overvejelser fylder ikke meget i debatten. Historisk har vi altid vekslet øget produktivitet til mere fritid. Men hver gang har det krævet øget fokus på effektivitet. Det gælder også i dag. Derfor må vi debattere, hvor denne effektivisering skal komme fra.