Jungiansk Typeindeks Status quo eller udvikling

Hafdis B. Thorsteinsdottir, opdateret marts 2020

”Ændrer vi præferencer eller er vores type den samme hele livet?”
Dette spørgsmål opstår ofte hos personer, der enten er ved at blive certificeret i JTI eller modtager feedback på JTI i en anden sammenhæng.

Baggrunden er ofte, udover at forsøge forstå konteksten for den begrebsramme man lige har fået præsenteret, et ønske om at finde en kattelem ud af typen. De fleste af os kan ikke lide at blive ”sat i bås”, og sådan kan det opleves, første gang man får feedback på en JTI.

Ikke desto mindre er den præmis indbygget i teorien; bordet fanger så at sige.

Dine præferencer er altid en del af dig

Det at have en bestemt præferencesammensætning, såsom Ekstrovert, Sansende, Tænkende og Vurderende (ESTJ), er dybt rodfæstet i individet og betyder, at vedkommende har en bestemt måde at forstå verden på, at gribe sine opgaver an på og at administrere relationerne til andre på.
I jungiansk forståelse vil man livet igennem beholde sine ESTJ-præferencer. Man ændrer med andre ord ikke præferencer til at blive f. eks. Introvert, Intuitiv, Følende, Opfattende (INFP) som er den diametralt modsatte tilgang.
Så det meget korte svar er derfor: Ja. Vi har samme type hele livet.

Udvid dit repetoire og træn nye færdigheder

Påstanden om at vi har samme type hele livet, kan virke provokerende og den kan også angribes og kritiseres. Blandt andet kan man sige, at det er for simpelt, at det er for statisk og at det ikke tager højde for læring og erfaringer. Alt sammen valide kritikpunkter, som absolut ville have berettigelse, hvis det altså var typologiens fulde billede. Jungiansk typologi forholder sig dog til psykologiske processer og strukturer, som udvikles og forfines livet igennem. Selvom præferencerne fastholdes som en form for rød tråd eller, om man vil, et mentalt kompas, forholder typologien sig til at vi gennemgår en udviklingsproces, som indebærer at vi også integrerer de modsatrettede præferencer i vores tilgang og repertoire. Vi skifter ikke type eller præference, men vi træner os til at kunne skifte position, når det relevant eller hensigtsmæssigt at trække på de andre sider.

Højrehåndet eller venstrehåndet?

Den allegori der oftest anvendes, er vores naturlig præference for ”håndethed”. En af hænderne føles mest naturlig og bruges derfor som den foretrukne hånd, f. eks. til at skrive med. Præferencen er synlig tidligt i livet og den består, for de fleste af os, livet igennem. Ikke desto mindre kan vi gøre de samme ting med den anden hånd. Vi er ikke særlig tilbøjelige til det, men bliver det nødvendigt, hvis vi f.eks. brækker den foretrukne hånd, vil vi opdage, at vi kan træne os op til at bruge den anden hånd. Det føles akavet og uvant i starten, men det bliver nemmere jo mere vi træner. Når gipsen fjernes vil vi vende tilbage til den foretrukne hånd - simpelthen fordi den føles mere naturlig og mindre akavet og energikrævende for os. Men vi har opøvet en ny færdighed med den anden hånd.

Det kan endda være, at vi fremover vil foretrække at gøre nogle ting med den normalt ikke-foretrukne hånd.
Det samme gør sig gældende med typepræferencerne. I starten vil det koste tid og energi at tage de ikke-foretrukne sider i brug, men det er muligt at træne dem op. Det betyder dog også, at vi aktivt skal vælge dem til ved at tænke over, hvordan forskellige situationer bør gribes an.
Vores præferencesammensætning udgør så at sige en grundform i vores personlighedsstruktur. Livet igennem lærer vi os at tilføje andre elementer, som efterhånden bliver integreret i vores samlede fremtoning og dermed er med til at definere, hvem vi er.

Læs anden del af denne artikel: Jungiansk typeindeks - Struktur og indhold