Karrieremodellen™ - hvad driver dig?

Vi bliver alle motiveret af noget forskelligt i vores arbejdsliv. Brug Karrieremodellen™ og få indsigt i, hvad der driver dig.

Af freelancejournalist Torben Sangild

Hvad betyder det at have en karriere?

"Jeg er ikke et karrieremenneske", sagde jeg selvhøjtideligt til mine forældres venner i en alder af 20, da de spurgte, hvad jeg ville bruge min filosofiuddannelse til, når jeg blev færdig. Jeg ville egentlig bare gerne blive dygtig til filosofi og formulere meningen med livet, døden og kærligheden.

Jeg opfattede karriere som noget med at blive forfremmet og nå til tops i en virksomhed. Jeg tænkte på en karriere som en stige. Sådan bruges ordet da også tit, og 'karrierestige' findes endda i ordbogen. Men ordet 'karriere' betyder ikke stige, det betyder 'løbebane', og der er mange andre måder at befinde sig på dén bane på end at kravle opad.

 

Karrieremodellen™

Karrieremodellen™ fra Decision Dynamics er denne måde at tænke på sin karriere som en opadstigning kun én af fire typer. Den kaldes den lineære karrieretype, der motiveres af resultater, beføjelser og magt. Den finder vi typisk hos ledere, sælgere og politikere. De tre andre hedder 'Eksperten', 'Den udvidende' og 'Episodikeren'. De kan symboliseres sådan her:

 

Vi er som personer sammensat af alle fire måder at tænke på, men typisk er vi mest præget af to af måderne. Og modellen skelner tilmed mellem to perspektiver eller niveauer – et bevidst retningsperspektiv og et mere ubevidst motiveringsperspektiv, der er forskelligt sammensat.

Det resultat, vi får af testen er altså ret nuanceret, men her skal det primært handle om selve typerne.

 

Indsigt i egen karriereretning

Jeg er episodiker i min karriereretning. Det handler om, at jeg ikke går én vej, men skifter mellem mange veje og godt kan lide variationen. Det er derfor ikonet for den type er en broget zigzagbevægelse. Det er også derfor, jeg i den seneste uge har lavet ni forfatterinterview på BogForum, skrevet en artikel om kunstig intelligens, begyndt forberedelserne til en workshopdag for Sønderborg Kommune – og har siddet sammen med Annette Elgaard Bøttger fra CfL som har forklaret mig, hvad Karrieremodellen™ går ud på. Jeg er freelancer, og for at trives med det, skal man være noget af en episodiker. Andre typiske episodikere er iværksættere, ildsjæle og forandringsagenter.

Når vi kigger på, hvad der ifølge testen motiverer mig, er jeg snarere en eksperttype, og det akademiske har jeg da også i mig, idet jeg var underviser og forsker på universitetet i en årrække, før jeg sadlede om og blev freelancer. Eksperttyper er ikke kun akademikere, men i det hele taget specialister, altså dem der er grundige og tænder på at fordybe og dygtiggøre sig på et felt, hvad enten det er IT-nørden eller den, der kender alle tandhjulene i virksomhedens maskiner.

Den udvidende karrieretype skifter typisk jobfunktion hvert 5.-10. år og går mere op i at udvide sit felt end egentlig at stige opad (selv om de to sagtens kan forenes). Der er en større kontinuitet her end hos episodikeren, idet karrieren opfattes som en udvikling og udvidelse, snarere end som en række spring. Den udvidende er typisk generalist og går op i løbende at lære og udvikle sig, gerne i samarbejde med andre.

Karrieremodellen™som værktøj

Hvad enten vi benytter Karrieremodellen™ som et led i rekruttering, medarbejderudvikling eller personlig karriererådgivning, får vi som sagt et nuanceret testresultat. Desuden sker rådgivningen i en grundig samtale med en certificeret person, som er uddannet til at sætte resultatet i et forhold til personens individuelle profil og personlighed.

Vi bliver motiveret og drevet af forskellige ting, ligesom en virksomhed eller en afdeling er præget af en bestemt karrierekultur. Karrieremodellen™ hjælper med at skabe en mere mangfoldig karrierekultur, der anerkender medarbejdernes forskellige drivkræfter og karrieremål.

Jeg mente det, da jeg som 20-årig sagde, jeg ikke var et karrieremenneske, men det er jeg jo. De fleste af os er jo karrieremennesker i den forstand, at der er noget, der driver og udvikler os i vores arbejdsliv. Det er bare ikke det samme, og gudskelov for det.

Få nyheder, tilbud og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke

Hver måned trækker vi desuden lod om et kursus, blandt alle nye tilmeldinger til nyhedsbrevet. Læs konkurrencens vilkår og betingelser.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet igen. Se vores privatlivspolitik.

Har du spørgsmål?

Annette Elgaard

 

Annette Elgaard Bøttger
Senior Leadership Consultant

T: +45 2098 3908
M: aeh@cfl.dk

Se hvordan vi beskytter dine data, i vores privatlivspolitik


Seneste artikler om medarbejderudvikling