Ledelse af digital transformation
CfL-Klubhusmøde
Det ene it-projekt afløser det andet, og mange ledere og organisationer oplever, at det skal gå hurtigere og hurtigere. Nu kan vi så toppe udviklingen med AI, de kunstigt intelligente sprogmodeller som f.eks. ChatGPT, og det gør - om muligt - lederrollen endnu mere krævende.
Uanset organisationens digitale modenhed, skal vi altid stille os selv spørgsmålet: Hvad er det vi vil opnå? Ikke kun på øverste strategiske niveau, men også ude i de enkelte afdelinger og enheder. Hvad er vores ansvar som ledere, og har vi det team, der kan drive den digitale transformation? Det er temaet for CfL-klubhusmødet om digital transformation med Thomas Skelbo, seniorrådgiver i CfL, som vært.
Mød blandt andre Annabeth Aagaard, professor i digitalisering og bæredygtighed på Aarhus Universitet ved Institut for Virksomhedsledelse. Læs udbygget programbeskrivelse neden for.
Ved Martin Bern Madsen og Benjamin Toppenberg Lazar, TodAI
Kunstig intelligens er nu nået til et punkt, hvor langt de fleste virksomheder kan implementere det i egen forretning. Spørgsmålet er bare hvordan, og hvilke løsninger, der passer til hvad?
Det giver Martin og Benjamin, hhv. Solution Manager og Data Scientist i konsulentvirksomheden TodAI, nogle helt konkrete eksempler på. Hør, hvordan de har arbejdet med AI-løsninger i forskellige virksomheder og brancher.
Ved Carsten Damgaard, forskningsdirektør, DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut
Siden ChatGPT’en blev tilgængelig for offentligheden i slutningen af 2022, har intet været det samme. I hvert fald ikke i DBI, hvor forskningsdirektøren var hurtig til at nedsætte en task force, der efter kun 14 dage var klar med første prototype på en AI-assistent til at besvare spørgsmål om brandsikkerhed.
Udviklingen fortsætter, den går hurtigt, og den foregår på rigtigt mange niveauer i koncernen. Lige nu står forskningsdirektøren og tripper for at komme i gang med Microsofts copilot, så der kan høstes gevinster i lukkede systemer. Glæd dig til at høre, hvordan det kan lade sig gøre at arbejde med AI, når menneskers liv kan afhænge af korrekte svar.
Ved Annabeth Aagaard, professor ved Aarhus Universitet
Hvad er de vigtigste ledelsesgreb i digital transformation? Hvordan arbejder du med det organisatorisk? Og hvad er det for en forandring, du skal skabe i din egen afdeling eller enhed? Det ved Annabeth Aagaard, professor i digitalisering og bæredygtighed på Aarhus Universitet ved Institut for Virksomhedsledelse, Center for Små og Mellemstore Virksomheder. Glæd dig til et praksisnært oplæg om, hvordan du løfter den digitale modenhed - uanset dit ledelsesrum, og uanset om teknologien hedder AI eller BI.
Annabeth Aagaard tager bl.a. afsæt i et forskningsprojekt, der måler virksomheders digitale modenhed på en række parametre. Du får tilsendt modellen på forhånd, og har derfor mulighed for at diskutere dine egne udfordringer sammenlignet med andre, der arbejder med digital transformation.