Ny bog: Vi lærer hele arbejdslivet

Læring er motoren i al udvikling og forandring på arbejdspladsen, og derfor bør alle ledere tage erhvervspædagogikken til sig. Det skriver seniorrådgiver Annette Franck i sin nye bog. Vi bringer her det indledende kapitel med titlen ”At arbejde er at lære”.

Af Annette Franck, cand.phil., MBA og master i journalistik, seniorrådgiver i CfL, juni 2022

Lige nu læser du. At læse er noget, du har lært, og sandsynligvis læser du dette lige nu for at lære noget nyt i dit arbejdsliv. Det kan opleves som selvfølgeligheder, at du har lært noget og vedvarende skal lære noget nyt i dit arbejdsliv. Men i dag er det forudsætningen i alle jobs, at vi har lært, kan lære og forsat vil lære.

Alligevel er læring ofte en overset disciplin i arbejdslivet og i ledelse. Det gælder enhver form for læring; fra de udfordringer hver enkelt af os kan opleve, når vi skal løse en ny arbejdsopgave, anvende nye værktøjer, forstå ny information eller tilegne os nye kompetencer til organisationers udfordringer med at ændre arbejdsprocesser, implementere teknologier eller levere nye ydelser.

Læring er motoren i al udvikling og forandring på alle niveauer i en organisation og i alle faser af arbejdslivet.

I de seneste år er ordet læring dukket op i ledelsesbøger, ofte som beskrivelse af noget ønskværdigt, men også noget lidt abstrakt. Der er behov for en mere omfattende og konkret forståelse, som afspejler praktiske arbejdsforhold, personaleledelse, planlægning af arbejdsopgaver og ledelse af forandringer på arbejdspladsen.

Det er forsat ikke udbredt at gribe projekter, strategieksekvering, teknologi-implementering og andre udviklingsaktiviteter an som læringssituationer. Det begrænser mulighederne for at udnytte det enorme potentiale i læring, mens vi arbejder, hvilket kan være en væsentlig årsag til, at det kan opleves stressende at skulle følge med udviklingen i arbejdslivet.

Artiklen fortsætter under boksen.

Trods denne åbenlyse betydning af læring i arbejdslivet, så bliver pædagogikken ikke anvendt i ledelse på samme systematiske og metodiske måde som fx psykologien og sociologien.

Erhvervspsykologien skaber indsigt i, hvordan ledelse påvirker både individer og relationer på arbejdspladsen, og faget giver os værktøjer som fx test og personprofilering.

Arbejdssociologien har etableret vores forståelse af organisationer som systemer og bidrager med metoder til at udvikle arbejdspladser og arbejdsprocesser. Derfor er det i dag almen viden, at disse fag er nødvendige for at kunne forstå organisationer og lede samarbejde.

Pædagogikken har ikke samme status og funktion som erhvervspsykologien og arbejdssociologien. Faktisk findes der ikke en tilsvarende erhvervspædagogik som en selvstændig, defineret og etableret faglig disciplin.

At arbejde er at lære. Derfor er erhvervspædagogik nødvendig i ledelse i dag.

I denne bog beskriver jeg erhvervspædagogik som det felt, hvor pædagogisk viden og metoder er nødvendige forudsætninger for at kunne lede udvikling på arbejdspladser og gennemføre de forandringsopgaver, som eksekvering af strategier indebærer.

Jeg argumenterer for, at pædagogikken har mindst den samme betydning i ledelse, som psykologien og sociologien allerede har. Min ambition er at give erhvervspædagogikken den position, som faget bør have i vores forståelse af arbejdslivet og i det daglige virke på arbejdspladser for os alle, hvad enten vi er medarbejdere, personaleledere eller beslutningstagere.

Det er helt afgørende for, at vi både kan skabe resultater og trives med konstant faglig udvikling på jobbet.

Begrebet erhvervspædagogik

I denne bog er fokus på erhvervspædagogik som en ledelseskompetence, både i ledelse af medarbejdere og kollegaer i den omgivende organisation, i projektledelse og i vores selvledelse af egne arbejdsopgaver.

Det er en introduktion til en generel forståelse og anvendelse af erhvervspædagogik i arbejdslivet. Både for den, der leder strategier, projekter eller personale, og for hver enkelt, der leder sin egen arbejdsindsats og professionelle udvikling.

Derfor bruger jeg mange steder betegnelsen ”deltagere” om de lærende frem for de traditionelle betegnelser ”medarbejder” og ”leder”. Uanset hierarkisk position og funktion i en organisation så er vi alle nemlig deltagere i læring. Det er afgørende for resultaterne, at alle organisationens medlemmer er indstillede på læring som forudsætning for at arbejde.

Udgangspunktet er en bred forståelse af læring i arbejdslivet og altså ikke begrænset til individuel læring eller formaliseret kompetenceudvikling i form af kurser, uddannelse eller instruktioner. Denne brede forståelse af begrebet erhvervspædagogik er ikke veletableret endnu, men i bogen argumenterer jeg for, hvorfor vi kan forvente et gennembrud.

Det vil ske i takt med erkendelsen af, at teknologisk, demografisk og sociologisk udvikling udfordrer ledelse, uddannelsessystemet, organisationsstrukturer, den enkeltes selvforståelse osv. Denne bog er et bidrag til at skabe den forståelse og det gennembrud.

Erhvervspædagogik bliver i denne bog dermed defineret langt bredere end den historiske anvendelse, der traditionelt begrænser begrebet til voksenundervisning på formaliserede faguddannelser. Erhvervspædagogik bør nemlig ikke begrænses til formaliseret faglig undervisning i begrænsede dele af uddannelsessektoren, men omfatte al den læring, som sker konstant for alle mennesker gennem hele arbejdslivet.

Derfor er det så væsentligt for alle på arbejdsmarkedet at forstå læringens dynamik, menneskets helt naturlige drift mod læring samt kende pædagogikkens metoder. Det vil give os de bedste forudsætninger for at lære og få udbytte af det store potentiale for læring i vores arbejdsliv.

Læring i virkeligheden

Organisationer er konstruerede ud fra den logik, at vi ansættes på kompetencer og dermed har forudsætninger for at udføre vores opgaver. I det omfang man ikke har forudsætningerne i en given situation, må arbejdspladsen iværksætte kompetenceudvikling for at kvalificere medarbejderen. Men den opfattelse af og tilgang til læring er utilstrækkelig, for den afspejler ikke den virkelighed, langt de fleste af os arbejder i.

Fag, brancher og teknologier er nemlig i konstant udvikling. Vidensmængden vokser. Hastigheden og kompleksiteten i arbejdsopgaver og arbejdsprocesser øges. Det skaber forandringer, der ikke nødvendigvis er planlagte eller følger en forudsigelig, trinvis gennemførelse, som kan understøttes af formaliseret kompetenceudvikling. Forandringer sker ofte af udefrakommende årsager, fx når omgivelserne ændrer sig med lovgivning, kundekrav, brugeradfærd, nye konkurrenter, ny teknologi på markedet etc.

I det omfang forandringerne er planlagte, så følger udviklingen alligevel sjældent planen, fordi virkeligheden i hverdagen på arbejdspladsen viser sig at være anderledes end antagelserne i planlægningen. Derfor forudsætter løsning af arbejdsopgaver vedvarende læring.

Nødvendig ny viden, kompetencer og færdigheder eksisterer måske ikke en gang på det tidspunkt, hvor behovet for læring opstår. I det tilfælde, at denne nye viden, de nye kompetencer og færdigheder findes, er dette ikke nødvendigvis formaliseret endnu, så vi bare kan tage et kursus, læse en bog eller blive oplært af en kollega.

Derfor lærer vi ofte ved at eksperimentere i løsningen af arbejdsopgaver, øve os, arbejde sammen med andre på kryds og tværs og nå frem til, hvad et nyt system kan, hvordan en ny arbejdsproces fungerer i praksis, hvordan et nyt materiale eller værktøj kan anvendes osv. Men vores ledelse og samarbejde er ikke planlagte efter disse mange anledninger til læring. Derfor er erhvervspædagogik så afgørende for, at vi kan skabe resultater og trives med konstant udvikling.

Arbejdslivet i fokus

Jeg læste oprindeligt pædagogik, fordi jeg som ung iagttog – og havde et håb om – at netop dette fag handlede om dynamikken mellem samfundet (sociologien) og individet (psykologien). Altså en faglighed, der står til rådighed for os i løsningen af den personlige opgave, vi alle har hver især, når vi skal skabe os en plads i tilværelsen, hvor vi både lykkes og trives.

Studiet var opbygget i tre fagområder – i bedste projektpædagogikstil: pædagogisk sociologi, pædagogisk psykologi og didaktik (undervisningsmetode). Lovende, fordi det netop afspejlede dynamikken mellem samfundet, individet og de konkrete metoder til at lære.

Efter nogle år spurgte jeg en professor i voksenpædagogik om, hvordan jeg kom til at arbejde i det felt, jeg i denne bog definerer som erhvervspædagogik. Han svarede venligt, men afvisende, at jeg nok ikke fandt den slags på pædagogikstudiet, fordi man ikke var optaget af profitorienteret virksomhed. Arbejdslivet var ikke i fokus. Det handlede enten om voksenpædagogikkens metoder til formaliseret undervisning eller det store politiske samfundsperspektiv på uddannelse. Ad omveje fandt jeg min egen vej.

Denne bog samler min viden og erfaring i anvendelsen af det fag, som jeg mener har så enorm betydning for, at vi mennesker kan skabe resultater og trives på arbejdspladser fulde af muligheder. Vi lever i en historisk tid, hvor pædagogikken kan bidrage så afgørende – både for hver enkelt af os i vores arbejdsliv og i udviklingen af vores arbejdspladser. Dette er den bog, jeg gerne selv ville have læst for at kunne arbejde med erhvervspædagogik.