Lærdomme fra trænerbænken

Interview med landstræner Kasper Hjulmand. Læs om hans lærdomme i 5 kapitler.

CfL, opdateret juli 2022

Talenter skal opleve modgang og de skjulte helte skal plejes. Og så skal vi se at få de fordømte telefoner væk fra omklædningsrummet.

Sådan lød det fra Kasper Hjulmand, der blev interviewet af CfL i juli 2018, da han var cheftræner i Superligaklubben FC Nordsjælland. I dag er han landstræner for Danmarks Herrefodboldlandshold. Læs eller genlæs hans lærdomme fra trænerbænken.

Kaptitel 1: Talentudvikling

Der er ingen grund til at tegne et dommedagsbillede af millenial-generationen. De er pivdygtige. Min søn er lige blevet student, og når jeg ser på de studenter, er jeg imponeret over, hvor målrettede de er, og hvad de kan. Jeg oplever det samme i fodbold. Men der mangler noget, hvis man kradser lidt i overfladen.

Der er noget usikkerhed. De er utålmodige og har svært ved at komme sig over modgang og nederlag. De har ikke prøvet at begå fejltagelser. Alt skal helst gå i den rigtige retning hele tiden. De bliver skubbet frem af uddannelsessystemet og af agenter og ambitiøse forældre.

Vi har et samfund, hvor man får sin anerkendelse mere via sine præstationer, end hvem man er. Jeg tror, vi skal gøre en indsats for igen at tale om, at de kan opnå nogle store præstationer ved at lære mere om sig selv.

Unge talenter har brug for to ting: På den ene side en følelsesmæssig tryghed, hvor de ved, at det er ok at lave fejl. De skal vide, at vi holder af dem for de personer, de er, og så længe de lever efter vores værdier, så er alt ok.

På den anden side, skal man gøre det svært for dem. Sætte nogle forhindringer op, som man ved, de næppe kan klare. Vi har f.eks. sat nogle 14-årige til at spille med i U19-kampe, hvor de andre spillere er 17-19 år gamle. De får nogle kæmpe slag og har svært ved at følge med. De skal ned at ligge for at lære at komme op igen. Hvis de først møder den modgang, når kommer op til mig i Superligatruppen, så kan de ikke klare det.

Jeg har selv lært virkelig meget af hårde tider. F.eks. den sæson vi blev mestre i sæsonen 2011/2012. Der tabte vi nogle kampe i efteråret, men vi lærte meget af, hvad det var modstanderne gjorde, som vi havde svært ved at håndtere. Vi fik justeret nogle ting og blev enige om, at det skulle de fandeme ikke have lov til igen.

Næste gang ville vi have modsvaret. Det gælder alt i livet. Lær af det, der gør ondt og tænk over, hvad dit modsvar vil være næste gang. I golf kalder man det et recovery-shot. Altså hvordan man kommer igen efter, at man har skudt bolden ud i en busk.

Kapitel 2: Loyalitet vs. egne værdier

Jeg er underlagt en ledelse i klubben og skal til hver en tid kunne være 100 pct. loyal over for den ledelse. Det handler derfor om at kende sin grænse og vide, hvad man vil gøre, hvis man en dag ikke længere kan stå på mål for, hvad ledelsen gør, om det så er strategisk, værdimæssigt eller noget tredje. Det er sundt at finde den grænse og definere 'hvordan får man det bedste ud af mig?' og 'hvordan trives jeg bedst?'.

Jeg har fundet ud af, hvor min grænse går, og det er helt sikkert, at den ikke er særlig god for min formelle karriere. Jeg er relativt idealistisk, og der er i virkeligheden nok ikke særlig mange steder, jeg kan arbejde.

I Tyskland oplevede jeg, at det ikke foregik, som vi havde aftalt ift. nogle ledelsesprocesser (i 2014 blev Kasper Hjulmand træner i klubben Mainz 05, men blev fyret otte måneder senere, red.). Jeg kan ikke gå i detaljer, men ret hurtigt kunne jeg se, at den kunne jeg ikke vinde. Det var et spørgsmål om tid, før jeg måtte aflevere nøglerne eller var dead man walking. Hvis jeg havde accepteret de vilkår, der var i klubben, så var jeg blevet i Tyskland, og måske havde jeg senere taget et skridt til en større klub.

Det havde udefra set måske været mere logisk. Men hvis ledelsen gør tingene på en måde, man ikke kan indordne sig under, så er man det forkerte sted. Og det var jeg.

Kapitel 3: Rekruttering

Når vi får nye spillere udefra, har vi gjort et stort forarbejde. Timevis af rekrutteringsforberedelse. Der er rapporter fra vores scouts om det rent spillemæssige, og vi har samtaler med spillerne, deres agent, kæreste, og det er lige før, vi spørger deres hund også.

I det forarbejde gælder det om at være håndfast, når man afstemmer forventningerne. Vi fortæller hvem vi er, hvad vi kræver, og hvordan vi spiller og træner. Vi har tydelige svar på alle hvordan-spørgsmålene, så vedkommende kan vurdere, om han kan se sig selv i det eller ej.

Jeg vil hellere have nogle talenter ind i truppen, som har kant end nogen, som er medgørlige, men knapt så dygtige. Vi får et problem, hvis vi tror, at egoisterne blandt de største talenter bare skal være søde og indordne sig. Så længe de arbejder hårdt, vil vinde og prøver at forstå vores fællesskab, gør det ikke noget, at de giver mig nogle grå hår.

Kapitel 4: Ledelse

I fodbold, og sikkert også i andre erhverv, kan man levere en god præstation og alligevel tabe. Eller man kan vinde på trods af, at man har leveret en dårlig præstation. Jeg evaluerer en kamp på samme måde, uanset om vi har vundet eller tabt.

Jeg fokuserer på, hvad vi kan gøre bedre, og jeg viser spillerne, hvor vi lykkedes. Men spillerne kan få lige så mange hug af mig, når vi har vundet, som når vi har tabt. Det sker hvis de ikke har præsteret, dvs. gjort det, vi har øvet under træning.

Hvis en spiller har lavet en stor fejl under en kamp, kan det være, at jeg lige skal forbi ham 
bagefter og forklare alle de gode ting, han også har lavet. Men det er næsten værre, hvis det ikke betyder noget for dem at tabe.Jeg har været ude for spillere, der efter et nederlag kan lave sjov i bussen på vej hjem eller grine og gå over og kramme en modstander lige efter, vi har tabt. Det gør mig ikke noget at se en ung spiller på 16-17 år gå amok eller tudbrøle, fordi han har tabt. For så betyder det noget.

Sådan har jeg det også med træninger. Jeg kan blive forundret, hvis en træning ikke betyder nok. Jeg kan endda godt finde på at skabe konflikter for at sætte noget på spil. F.eks ved at jeg dømmer forkert med vilje, eller jeg siger, at de skal lave et firemandshold, og så vælger jeg fem spillere og siger 'I må selv finde ud af, hvem der ikke skal spille'. Der er mange muligheder for at få lidt gang i gaden.

En periode med meget succes kan være farlig. Vi kan meget hurtigt blive overhalet, hvis vi undervurderer konkurrenterne. Jeg hader, hvis en person eller organisation taler sig op på andres bekostning. Jeg kan godt lide, når folk taler sig op, og står ved, at 'jeg synes, vi er gode til det, vi gør', men i klubben gør vi meget ud af, at det ikke skal ske på andres bekostning.

Jeg finder heller ikke selv nogen motivation i at se andre ligge ned. I organisationen konfronterer jeg det med det samme, hvis jeg hører nogen tale på den måde, eller hvis vi kommer til at kommunikere på en måde udadtil, hvor vi siger 'vi har aldrig tabt til dem, vi skal møde nu' eller noget lignende.

Jeg gør, hvad jeg kan for at fremhæve de skjulte helte. Der kan være spillere, som mest sidder på bænken, men som er drønvigtige for, at vi vinder. Det kan f.eks. være en spiller, der sørger for stor intensitet, når vi træner. Det skal anerkendes.

Jeg kan godt finde på at sige til holdet efter en kamp, at Man of The Match er en af reserverne. Det kan gøre mig helt rørt, hvis en spiller, der bliver sat af holdet reagerer ved stadig at bakke holdkammeraterne op og give en masse til holdet. Hvis spillerne kan tilsidesætte egen egoisme til holdets bedste, så kommer vi langt.

I dårlige tider gør jeg træningen meget enkel. I gode tider hvor vi vinder hele tiden, eksperimenterer jeg og putter flere ting ind i hovederne på spillerne for at accellere udviklingen. Jeg har ofte mange ideer, men jeg prøver at være opmærksom på, hvornår holdet har brug for mere tydelighed og lidt færre ting at tænke på.

Der er typisk omkring 25 spillere i en trup. Hver weekend udtager jeg 18 til en kamp. Så er der syv, der bliver skuffede. Så udtager jeg 11, der starter på banen, og så sidder der syv skuffede på bænken. Under kampen er der så tre, der bliver skiftet ud, så ved hver kamp er der kun otte ud af de 25 der får det helt, som de gerne vil have det. Resten er mere eller mindre utilfredse, men min opgave er udelukkende at stille det hold, der har bedst chance for at vinde den kommende kamp.

Jeg hader, når fodboldspillere siger 'jeg får ikke tillid fra træneren'. For mig handler det om at præstere. Der er spillere, jeg har kendt i mange år og som jeg holder meget af, men det påvirker mig ikke at sætte dem på bænken.

Jeg gider ikke, at komme ind i et omklædningsrum og se spillerne sidde og kigge på deres telefon. Det må de ikke hos os, og hvis der ikke er den regel, så sidder alle med telefonen fremme.

Læs også, hvad ledere kan lære af forsvaret

Kapitel 5: Ambitioner og mål

Jeg kan faktisk ikke rigtigt forstå det med målsætninger. Lige nu ved vi f.eks. ikke, hvordan vores eget eller konkurrenternes hold ser ud i næste sæson, fordi der stadig kan blive købt og solgt spillere. Jeg går efter, at vi en dag igen vinder mesterskabet og står med pokalen. Så hurtigt som muligt. Men vi kan ikke styre, hvad andre klubber gør. Måske har de flere penge og køber bedre spillere eller gør det bedre end os, men derfor kan vi stadig være på vej mod at vinde det hele, hvis vi bliver ved med at udvikle os.

Jeg kan godt sætte procesmål for spillerne og for mig selv, men det er netop noget, der handler om en selv. Det har ikke noget med andre at gøre. Mine personlige mål handler ikke om, at jeg vil være nr. 1 på et område, det handler f.eks. om, hvordan jeg agerer i bestemte situationer, eller at jeg gerne vil bruge mere tid med familien i perioder med færre kampe.

I FC Nordsjælland er det eksterne pres fra fans osv. ikke voldsomt stort. Derfor skal det komme 
indefra. Jeg er aldrig helt tilfreds, og spillerne vil nok sige, at det er et krævende sted at være. Hvert eneste sekund de slapper af, er spild af tid.

Jeg har fundet ud af, at jeg har noget benzin på mig, når folk siger, at noget ikke kan lade sig gøre. Det kommer fra mine forældre og en barndom, hvor jeg lærte at rejse mig, når jeg lå ned. Det handler om tryghed og kærlighed, men også om, at jeg ikke blev hjulpet op hver eneste gang jeg lå ned. Jeg måtte også selv lære at komme videre. 

Læs også: Er talentarbejdet talentløs?