De færreste medarbejdere i Spillemyndigheden havde set det komme, da de fik besked om, at arbejdspladsen skulle flytte fra København til Odense.
Af freelancejournalist Henrik Nordskilde, 2019
Nogle græd, andre blev vrede. Nogle blev stille og ville helst være alene, mens andre reagerede mere udadrettet. Medierne havde været fyldt med historier om udflytning af statslige arbejdspladser, men Spillemyndigheden havde ikke været i fokus.
Derfor var det et chok for de 55 medarbejdere i København, da departementschefen fra Skatteministeriet den 1. oktober 2015 stillede sig op på et stormøde og meddelte, at samtlige arbejdspladser skulle flytte til Odense pr. 1. december 2016.
"Det var en dag med store følelser," siger direktør Birgitte Sand, der var informeret om beslutningen noget tid inden mødet og hurtigt havde besluttet sig for at blive i jobbet.
"Min rolle omfatter jo at kunne klare den slags forandringer, men ligesom kollegerne skulle jeg da også tænke mig om på den private bane. Man skal ikke undervurdere, at hvis man skal have overskud til at gøre sit bedste, skal man passe godt på sig selv. Det er ikke et projekt, der er overstået på et par måneder. De første par år fylder det en hel del, og det har givet noget ekstra arbejde."
En ny ledelsesopgave
Efter mødet var det første skridt for ledelsen at tage hånd om medarbejderne i individuelle samtaler. Ledelsen var til rådighed for alle, der ville tale under fire øjne, både på selve dagen og i tiden efter for dem, der ikke kunne overskue en samtale, lige da de havde fået beskeden.
"Fra det ene øjeblik til det næste var det en anden ledelsesopgave. Der kom andre følelser frem, end man er vant til på en arbejdsplads," siger Birgitte Sand, der lagde vægt på, at det ikke var en løsning at stille sig op og glatte ud. Ledelsen måtte stå på mål for beslutningen og forsøge at undgå en ensidig negativ stemning.
"Vi var fem personer i ledelsen, og vi vurderede hurtigt, at vi måtte sige til medarbejderne: 'Beslutningen er taget. Det er vores nye grundlag'. Der var brug for, at vi tydeligt signalerede, at vi var loyale over for beslutningen. Vi var ærlige og fortalte alt, hvad vi havde lov til at fortælle, og vi forsøgte også at tale det op og finde positive ting, så det hele ikke blev negativt."