Stærke faglige færdigheder
Bravida Danmark er en del af en større svensk koncern. Som teknisk installations- og serviceentreprenør favner den fag som el, vvs, ventilation, køl, sikkerhed samt fire and security. Den løser opgaver i bygninger og på infrastruktur – f.eks. på Storebæltsbroen og i den løbende elektrificering af samfundet.
Opgaverne betyder, at virksomheden har mange medarbejdere med en håndværksuddannelse. Den type folk har store faglige færdigheder og er dermed oplagte kandidater til at påtage sig det ledelsesansvar, der løbende opstår behov for. Men baggrunden skaber også udfordringer, forklarer Dorthe Ulriksen.
”Mange har en fagstærk baggrund for at blive ledere. Hvis man f.eks. er ingeniør eller installatør mangler man dog ofte indsigt i ledelsesdisciplinerne. Derfor er det vigtigt, at vi kommer igennem alle de grundlæggende trin. Det inkluderer selvindsigt og ledelsesværktøjer samt Bravidas koncernstrategi,” siger hun.
Netværk med stor værdi
Sidstnævnte er essentielt i en stor, mangefacetteret virksomhed som Bravida. Der er således stort fokus på fælles fodslag i undervisningen.
”Vores struktur er meget decentral. Både geografisk og mht. selvstyrende enheder. Det betyder f.eks., at vvs-chefer i to nabobyer måske aldrig kommunikerer, da de aldrig løser opgaver sammen.”
”I praksis udfører de dog samme arbejde. På uddannelsesdagene kan de møde hinanden, sparre og skabe netværk. Det har meget stor værdi – både for den enkelte og for virksomheden,” siger hun.
Læs også: I MAN Energy Solutions er karriereudviklingen sat i system med skræddersyede programmer
Langvarigt samarbejde med CfL
Bravida har samarbejdet med CfL om lederuddannelse siden 2018. Rent praktisk foregår undervisningen ved, at der både er en konsulent fra CfL og en HR-medarbejder fra Bravida til stede. Det sker for at få det bedste fra to verdener, forklarer Dorthe Ulriksen.
”Det langvarige samarbejde betyder, at den eksterne konsulent har indsigt i vores virksomhed, men vigtigst af alt er, at de kommer med de relevante værktøjer. Vi har derimod fingeren på pulsen internt og ved, hvad behovet er. Der kan være aktuelle udfordringer eller en ny strategi, som vi skal forholde os til,” siger hun og tilføjer:
”Derfor er det vigtigt med dialogen mellem uddannelsesforløbene. Det er her, vi og CfL kan drøfte aktuelle udfordringer. Det er her, jeg kan spørge: Hvad er det for værktøjer, vi skal fokusere på lige nu?”
Aktiv sparring i dagligdagen
Bravidas lederuddannelse understøtter et mål, der er, at lederne skal lære at gå ”fra drift til at drive”. Det skal forstås som, at fagstærke ledere skal lære at uddelegere opgaver samt sætte fokus på kunderne. De skal lære at lede, og ofte opnår deltagerne i forløbet også andre erkendelser.
”Ledelsesdisciplinen inkluderer, at man vender blikket indad. Jeg har oplevet, at nogle deltagere efterfølgende valgte en sundere livsstil med fokus på sport og madvaner. Derudover er en del begyndt at vinterbade,” siger hun og tilføjer:
”Nogle gange hører jeg også, hvordan deltagerne finder hinanden og aktivt bruger hinanden til sparring i dagligdagen. Det gør dem bedre. Det nyder de. Det er faktisk noget af det, der personligt gør allermest indtryk på mig.”
Læs også: I Jespers Torvekøkken skabte voldsom vækst uddannelsesbehov for mellemledere
Bravida Danmark
Er landets største tekniske installations- og serviceentreprenør for bygninger og anlæg. Den leverer helhedsløsninger inden for el, vvs, ventilation, andre tekniske funktioner samt service. Datterselskab i stor svensk koncern af samme navn. Har dansk hovedkvarter i Brøndby og ca. 3.000 ansatte.